Succes for U15 ved træningsturnering 
af Ole Haagensen 
 
U15 spillede lørdag de sidste træningskampe før forårsturneringen starter. Et lille stævne i Skælskør hvor fem hold var inviteret. Benløse, Slagelse (U14 mesterrække), Næstved, Tølløse og Skælskør. Desværre meldte Tølløse afbud dagen før, så der var kun 4 hold repræsenteret. Vi spillede tre kampe á 30 minutter.

BIFs holdopstilling: Nicolai, August, Emil, Andreas, Jonas, Matti, Jeppe, Mikkel, Rasmus, Mads B, Mads K og vi havde to debutanter med fra U14 i Sebastian og Kasper.

Første kamp var mod Skælskør, og her må vi sige vi ikke rigtig var på plads. En rodet kamp hvor Skælskør tog styringen fra start og havde masser af store chancer, men kun en velspillende Nicolai på mål, og kæmpe afbrændere fra Skælskør holdt os inden i kampen. Men desværre holdt det ikke kampen ud og Skælskør fik et enkelt mål, så BIF tabte 1-0. Fortjent sejr til Skælskør.

Anden kamp var mod Næstved, som vi også skal møde i den kommende forårsturnering. Her var vi med fra start og var på vores pladser og spillede rigtig god fodbold. Desværre kom Næstved foran 1-0. Så er det som om BIF virkelig vågnede op. Vi fik spillet os frem til rigtige gode chancer og Mikkel, som var blevet skubbet op som frontløber, gjorde hvad en rigtig forward skal gøre og scorede to rigtigt gode mål. 2-1 til BIF og fortjent sejr.

Tredje kamp var mod Slagelses U14 hold, som spiller i mesterrækken, og de var rigtigt teknisk stærke og spillede meget hurtig og god bold, men BIF gik ind til kampen med fokus på at bruge vores fysik, da der er stor forskel på U14 og U15 på det punkt. BIFs spillere var trætte og kunne desværre ikke følge det hurtige spil hele tiden, men fightede som sædvanlig heroisk. Holdene spillede lige op, på hver deres måde, og der skulle en fejl fra Benløse forsvar til at give det første mål. I en ellers ufarlig situation mistede vi bolden og Slagelse kunne lægge bolden i mål. Men BIF er åbenbart bedst i modgang og igen kunne Mikkel som forward score til 1-1 efter at have troet på chancen, og presset deres forsvar til fejl. Der gik ikke to minutter før Mikkel var på igen. Med et godt dybdeløb til baglinien, efter at have snydt to spillere, for derefter at aflevere perfekt til en fremstormende debutant Kasper. 2-1 til Benløse IF og det blev kampens resultat.
 
Det skal nævnes at begge debutanter fra U14 gjorde rigtig god figur og kunne sagtens gøre sig på U15.

En tilfreds træner, og jeg synes det lover godt for forårsturnering, da vi i de to foregående weekender har vi slået Ringsted 3-2 og 4-1, og dem skal vi også møde i vores gruppe.

U15 spiller første kamp i turneringen d. 7. april på hjemmebane mod Ringsted, hvor vi håber at mange vil komme forbi og se drengene spille en god gang fodbold.
 
 
 BIF U15 har slået Ringsted IF to gange i optakten til forårssæsonen (Foto: Ole Haagensen)
 
 
 

kalender

I kalenderen kan hele oversigten over kommende arrangementer ses. Gå til siden