Sådan indleder BIF sæsonen
Med blot en uge til turneringsstart er det blevet tid til at kigge på hvordan BIF indleder forårets kampe. Selvom vejrudsigten lige nu lover flot og varmt vejr i næste weekend er det alligevel blevet besluttet at skåne græsbanerne i Benløse, som endnu er dækket med sne og frost her i Påsken. Derfor er hjemmekampene i første spillerunde blevet flyttet til kunstgræsbanerne i Ringsted.
 
Hold 1 indleder forårssæsonen i Serie 2 med en hjemmekamp lørdag d. 7. april kl. 11 mod Nyråd/Langebæk Alliancen. Premierekampen er flyttet til kunstgræsbanerne i Ringsted. Det omvendte opgør i efteråret endte med en snæver sejr på 2-1 til BIF. BIFs nye træner Allan Henriksen debuterer på sidelinien, hvor han har Søren Mikkelsen ved sin side som assistent. Der er ligeledes mulighed for debut til flere spillere, som har optrådt på holdet i optakten til sæsonon, herunder forsvarsspilleren Mads Woldger, som har imponeret med stor fysisk styrke i træningskampene trods sine bare 18 år.
 
Hold 2 spiller ligeledes lørdag d. 7. april kl. 11. Holdet står overfor Jersie United på kunstgræsset i Solrød i sæsonens første kamp i Serie 4. I efteråret vandt BIF på hjemmebane 2-1 over netop Jersie United, men dette blev desværre holdets eneste sejr i den halvsæson. En lidt større bredde med tilgangen af nye spillere vil forhåbentlig komme Hold 2 tilgode, så der kan komme lidt flere point på kontoen. Højest ét hold rykker ned fra puljen, men BIF må indstille sig på at være en af de klubber, der skal kæmpe for at undgå at lide den tort. Træner Martin Ello Larsen og hans holdleder Kenneth Vestbo står også i spidsen for holdet i foråret.
 
Hold 3 spiller mandag d. 9. april kl. 19 på kunstgræsbanerne i Ringsted mod RB 1906 i Serie 6. Selvom Hold 3 faktisk sikrede oprykning til Serie 5 efter en tæt sæsonafslutning i efteråret, har man fra BIFs side alligevel valgt at tage en sæson mere i Serie 6 frivilligt. En på papiret stærkere pulje i foråret betyder at det kan blive vanskeligt at gentage efterårets bedrift. Træner Jakob Lund Thomsen står også i foråret i spidsen for holdet fra begge sider af kridtstregerne.
 
Hold 4 deltager igen i foråret i DGIs 8-mandsturnering, men holdet er oversidder i første spillerunde. Marc Pedersen og Thomas Larsen tager igen i denne sæson ansvaret for holdet.
 
U17 er med træner Ole Haagensen i spidsen gået fra den ene triumf til den anden de sidste par sæsoner. I foråret venter der dog en helt anden udfordring end drengene er vant til. Grundet den lidt smalle spillertrup er det besluttet at holdet i foråret spiller med i Serie 6 for seniorhold. BIF har dermed to hold i Serie 6 og da de tilmed er havnet i samme pulje, byder foråret også på et rent BIF-opgør på græsset i Benløse. U17-spillerne vil som udgangspunkt udgøre holdet, som fortsat vil have Ole Haagensen som træner, men med muligheden for at benytte seniorspillere på holdet, vil der aldrig være risiko for aflysninger. Holdet glæder sig til de nye udfordringer, som formentlig skal gribes an lidt anderledes end hidtil. Der er dog masser af talent på holdet og mange af spillerne har allerede flere seniorkampe på CV'et. Første kamp for U17 spilles søndag d. 8. april kl. 11 på udebane mod Skensved IF.
 
U15 med træner Morten Vernø på sidelinien går også et spændende forår i møde. Holdet består af spillere fra hele tre årgange. De har trænet godt hele vinteren både udendørs, indendørs og i fitnesslokalet. Nu er der langt om længe point på spil og i første kamp besøger holdet Herlufsholm GF. Kampen spilles søndag d. 8. april kl. 11.
 
Old Boys, Veteran og Superveteran deltager igen i denne sæson i DGIs turneringer. Old Boys tager onsdag d. 11. april imod Team AS, mens det endnu varer nogle uger inden de to øvrige hold skal i aktion.
 
Se det samlede kampprogram for forårssæsonen her på hjemmesiden.
 
 
 

kalender

I kalenderen kan hele oversigten over kommende arrangementer ses. Gå til siden