Optakt: Gørslev IF - BIF
Lørdag kl. 12 er det atter blevet kampdag for Hold 1, som denne gang skal på en meget svær opgave i Gørslev. Hjemmeholdet Gørslev IF viste skræmmende styrke i store dele af efterårssæsonen og i fjerde spillerunde vandt de hele 7-0 på Bane 1 i Benløse mod et magtesløst BIF-mandskab, som på det tidspunkt ellers havde maksimumpoint.
 
- De sidste par år har vi ikke rigtig kunnet få skovlen under Gørslev IF og har tabt de sidste to opgør i turneringen (2016 og 2017) med en samlet målscore på 13-1, så vi har i den grad revanche til gode, udtaler træner Allan Henriksen til benloseif.dk. Helt overbevisende har lørdagens hjemmehold dog ikke været i begyndelsen af foråret.
 
- Gørslev IF har det meste af efteråret lignet en sikker oprykker, men de har fået en lidt uventet start på foråret med kun 4 point i 3 kampe. De har blandt andet tabt til Hvalsø IF i forårspremieren, som dermed overtog 1. pladsen fra Gørslev. Vi har fået en fin start på foråret med 7 point i 3 kampe, men skal vi have point med hjem fra Gørslev, kræver det at alle mand er 100% klar til at kæmpe røven ud af bukserne og stå sammen som hold. Vi skal være fuldt ud fokuserede og koncentrede gennem hele kampen, kyniske i begge felter, spille uden risiko på egen banehalvdel og udnytte de chancer, som med sikkerhed vil opstå til os i løbet af kampen. Gørslev må påtage sig favoritværdigheden og er presset til at vinde, hvis de skal hænge på i oprykningsstriden. Et sådan pres kan måske give lidt gummiben og det skal vi være klar til at udnytte, afsluttede Allan Henriksen.

kalender

I kalenderen kan hele oversigten over kommende arrangementer ses. Gå til siden