Optakt: BIF - Nyråd/Langebæk Alliancen
På lørdag d. 7. april kl. 11 er der premierekamp for BIF i Serie 2. Sæsonens første modstander er Nyråd/Langebæk Alliancen, som kommer på besøg på kunstgræsbanerne i Ringsted. Spillestedet skyldes at kampbanerne i Benløse først åbnes i næste uge på grund af den lange vinter. Det ændrer dog ikke på forventningens glæde i BIF. Ikke mindst hos træner Allan Henriksen, som står overfor sin debut som førsteholdstræner i Benløse IF.
 
"Efter den sure vintertræning i kulde og sne er det nu endelig tid til at spille om point. Vi har haft en god opstart med 6 træningskampe, 3 sejre, 3 uafgjorte og en målscore på 17-10. Men en ting er træningskampe, noget helt andet er turneringskampe og det er nu vi skal slå til", understreger Allan Henriksen på BIFs Facebookside.
 
Trænerteamet bestående af Allan Henriksen og den mangeårige BIF-spiller Søren Mikkelsen, har brugt optakten på at indføre nye taktiske principper på holdet. "Vi har forsøgt at indføre dele af et nyt koncept, hvor det til tider har set rigtig godt ud, men der er stadig masser af ting vi kan og skal arbejde med. Jeg synes dog vi har fået en god base på plads og jeg ved at drengene er super tændte og topklar på at gå ud og levere varen på lørdag og hive 3 point hjem til klubben", siger Allan Henriksen.
 
Startopstillingen til kampen er allerede offentliggjort på BIFs Facebookside og kampens tilskuere kan se frem til hele fire debutanter på BIFs bedste mandskab. I midterforsvaret indtræder unge Mads Woldger, mens Lukas Præstgaard starter på positionen som højre back. Venstrekanten besættes af endnu en ung talentfuld spiller i Nicolas Van Geenberghe. På bænken har BIF endnu en debutant i Niklas Skovgaard Larsen. Der er dog ikke lutter nye spillere på holdet, der på de øvrige positioner besættes af spillere med mange BIF-kampe på CVet. Ikke mindst keeper Lasse Sørensen, som er en af få rutinerede kræfter på det unge mandskab.
 
 

kalender

I kalenderen kan hele oversigten over kommende arrangementer ses. Gå til siden