Optakt: BIF - Hvalsø IF
Benløse Idrætsanlæg lægger fredag aften græstæppe til et interessant opgør i Serie 2, når Benløse IF tager imod topholdet Hvalsø IF. Et opgør hjemmeholdet ser frem til med store forventninger trods en forventet stærk modstander. Hvalsø IF indtager førstepladsen med hele 36 point efter de første 15 kampe og står derfor med gode kort på hånden i forhold til oprykningskampen til Serie 1. Træner Allan Henriksen ser dog muligheder for at skabe et godt resultat.
 
- Hvalsø vil gerne spille fodbold og kombinere sig op af banen. De er gode til denne del af spillet og praktiserer også at spille sig ud af et eventuelt pres foran eget straffesparksfelt. Er vi vågne og kan vi lægge et godt genpres i de rigtige situationer, vil der opstå muligheder efter bolderobring på deres banehalvdel, udtaler træneren til benloseif.dk.
 
Forrige weekends klare nederlag i Gørslev har holdet brugt ugen på at sunde sig over.
 
- Vi har en resultatmæssigt grim plet vi skal have vasket væk fra sidste uges kamp mod Gørslev. Til gengæld skal vi tage mange ting med fra den første time i den kamp, hvor vi skabte flere store chancer og spillede lige op med Gørslev. Vi skal hæve panden, skyde brystet frem, knytte næverne og ikke mindst tro på vores egne evner og stå sammen som hold. Så er der så absolut muligheder for at drille topholdet og sætte point ind på kontoen. Jeg er sikker på, at vi som altid får en super opbakning på vores hjemmebane, så lad os gøre alt for at give tilskuerne en god oplevelse, afslutter Allan Henriksen.
 
Kampen spilles på Bane 1 i Benløse kl. 19. Forud for kampen kan du følge et rent BIF-opgør i Serie 6, da Hold 3 krydser klinker med U17, som i denne sæson har taget springet op i seniorturneringen. Kampen spilles ligeledes på Bane 1 med kampstart kl. 17.15 og det sædvanlige team af frivillige sørger for at tilskuerne kan købe lidt at spise og drikke under kampene.
 
 

kalender

I kalenderen kan hele oversigten over kommende arrangementer ses. Gå til siden