Hold 2 lider første nederlag
Hold 2 gik ind til udekampen i Førslev lørdag eftermiddag med maksimumpoint, og muligheden for at bringe sig selv i en rigtig god position tidligt på sæsonen i forhold til oprykningspladserne. Førslev er dog ikke en drømme modstander for Hold 2, hvad enten det har været 1. holdet eller 2. holdet, som tilfældet var lørdag, så har Hold 2 haft svært ved at få point, særligt i Førslev. Denne lørdag var da heller ingen undtagelse og som så mange gange før, så bliver det nogle roddet kampe når Benløse og Førslev møder hinanden. 
 
BIF gik ind til opgøret med en intention om at dominere opgøret, spille hurtigt og simpelt pasningsspil også tage hjemmeholdet på konditionen. Dette skulle dog vise sig at være mere vanskeligt end som så. Hjemmeholdet kom ud til opgøret med en enorm vilje til at vinde og for at kæmpe for hinanden, nogle af de dyder Hold 2 har vist i de to første kampe. Men lørdag var der ikke den samme tænding og gnist i Benløse mandskabet. Det høje pres spil, som man havde snakket om sad der ikke, hvilket bevirkede at man konstant kom i undertal. De simple ting kiksede for Benløse og målet til 1-0 summere meget godt Benløses dag. Benløse laver en meget risikabel dribling i egene zone, hvor man mister den. Ingen følger med dybdeløbet der kommer og en bold bliver slået ind i feltet, hvor man ikke er skarp på indlægget, som heades i mål efter blot 11 minutters spil. Hvis der er et hold man ikke ønsker at komme bagud i mod, så er det Førslev. For på trods af at holdet ikke skaber særlig meget offensivt og deres form bestemt ikke hører til i toppen, så har holdet en helt utrolig vidunderlig fightervilje og lyst til at kæmpe kampen igennem og æde sig selv. Noget man kun kan beundre. Nuvel Benløse gjorde det heller ikke bestemt svært for Førslev.
 
Benløse spillede slet ikke som en enhed og udover de mange simple fejl, så forfaldt alt for mange spillere til at forsøge sig med enkeltmands præstationer. Men uanset hvilket niveau man er på, så kan man ikke klare tingene på egen hånd - heller ikke i Serie 5. Skal Benløse tilbage på sporet, så skal man tilbage til de holdpræstationer, som man leverede i de to første runder. Udover et par skud ude fra, så var Benløse klart farligst på dødbolde i første halvleg. Først var Nicklas Larsen meget tæt på at heade en udligning i kassen. Et godt hjørne fandt vej til en helt fri Nicklas Larsen på bagerste stang. Men ukarakteristisk for Nicklas Larsen, så headede han bolden forbi mål. Det lykkedes dog Benløse at få udlignet inden pausen. Målet faldt efter et hjørnespark, hvor Lukas Thomsen headede bolden i mål til glæde for Benløse. Benløse var også kommet på plads og bolden oppe ved midten, da målmanden for hjemmeholdet hev en hånd i vejret og markerede for at bolden skulle have været ude over baglinjen til målspark. En meget kontroversiel situation, hvor dommeren naturligvis bliver nødt til at rette sig efter målmanden. Om bolden var ude eller ej, skal være usagt - men markeringen kom meget sent fra hjemmeholdets målmand. 
 
Benløse gik derfor til pausen nede 1-0. Man fornemmede dog at hjemmeholdet var begyndt og hænge og man skulle mase på. Det gjorde man også men ikke særlig effektivt. Førslev stod langt tilbage på banen og kæmpede bravt. Benløse gjorde det heller ikke meget vanskeligt for hjemmeholdet at forsvare føringen. Alt for mange gange valgt Benløse de forkerte beslutninger, hvor man selv forsøgte sig og slog hovedløse bolde afsted op ad banen. Man fik dog en god mulighed for at udligne, da Jakob Lund Thomsen fandt Lasse Toft med en stikning indenom, men Førslevs målmand hev en flot fodparrade op. I stedet for at Benløse kom frem til en udligning så sikrede hjemmeholdet sig sejren fire minutter før tid, hvor Benløse havde satset alt frem. Førslev fik bolden ude i siden og driblede ned mod hjørneflaget for at få tiden til at gå. Efter lidt kamp sikre Benløse sig bolden, men i stedet for at spille den stille frem, så clearede man den lige op i første mand, så bolden røg ud på kanten af feltet, hvor en Førslev spiller sparkede den helt utageligt over i det lange hjørne. Et flot mål, men igen en helt unødvendig chance at give.
 
Herfra så det ud til at være game over for Benløse, men holdet forsøgte til det sidste at presse på. Kort efter blev Lukas Thomsen skubbet i ryggen i feltet i en situation der godt kunne ligne et straffespark, men dommeren vinkede afværgende. Tre minutter inde i overtiden lykkedes det Benløse at få reduceret og skabt ny spænding. Et indlæg endte på bagerste stang hos Tobias Jessen, som flot sparkede bolden op i hjørnet. Desværre havde kampens dommer ikke flere minutter tilbage og Benløse tabte dermed 2-1. 
 
På trods af at Benløse pressede på i hele anden halvleg, så må sejren siges at være fortjent. Førslev kæmpede med det de havde at komme med og Benløse formåede slet ikke at ramme dagen - eller hinanden. Forhåbentlig var det en lektie til hele holdet om hvad det kræves, hvis man skal spille med om de sjove pladser. Kampe som disse er der ikke råd til at levere flere af. Både spillere og træner må nu se indad, få en god træningsuge også rejse sig på fredag som et hold. Der må i hvert fald være masser af motivation. Det positive er at Benløse stadigvæk ligger på 2. pladsen inden søndagens to kampe et point efter rækkens nye duks fra Lellinge. 
 
Endelige skal der nok engang lyde en stor tak til de fremmødte, som var kommet ud for at støtte holdet. Forhåbentlig bliver der betalt tilbage med en bedre præstation og point fredag kl. 19 hjemme på Bane 2.

kalender

I kalenderen kan hele oversigten over kommende arrangementer ses. Gå til siden